Brug for hjælp? Så besøg vores supportcenter
Sådan forsikrer du dit ur
Ejer du et værdifuldt ur eller overvejer du at investere i et? Så er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i hvordan du sikrer dig, at dit ur er dækket ved din forsikring. Med de mange forsikringsmuligheder kan det dog være svært at gennemskue, hvordan du konkret forsikrer dine ure. Følgende er gode råd til, hvordan du står bedst ved forsikring af dit ur, hvis det skulle blive stjålet eller gå i stykker.
Generel dækning
De fleste har det der hedder en indboforsikring, og som regel vil ure være dækket af denne. Indboforsikringen dækker skader på dit indbo som følge af eksempelvis tyveri, vandskade eller brænd. Almindeligvis vil indboforsikringen dække ting klassificeret som indbo, herunder møbler, tøj, elektronik og smykker, hvorunder ure normalt også er inkluderet. Når man tegner en forsikring hos et forsikringsselskab, vil det fremgå, hvilke ting som er dækket af forsikringen. For eksempel vil du hos forsikringsselskabet Alka typisk finde svar på, hvorvidt ens ur er dækket af ens nuværende forsikring, ved at kigge under kategorien “almindelig privat indbo” eller “guld, sølv og smykker”. Såfremt det går ind under første kategori, vil dækningen være begrænset til 75.000 kr. pr. ting, hvorimod det under den anden kategori, “guld, sølv og smykker”, vil dække 150.000 kr. pr. ting. Det er derfor vigtigt, at du undersøger, hvilken kategori dit ur hører ind under, så man er sikker på, at ens forsikring dækker. Derudover er det anbefalesværdigt, at du undersøger værdien af dit ur. Hvis du har styr på disse to faktorer, står du som regel stærkt med forsikring af dit ur. Hvis du for eksempelvis finder ud af, at du kun er dækket for 75.000 kr. pr. ting, og du samtidig ejer et værdifuldt ur til 100.000 kr., så kan du let udvide den pågældende sum via merbetaling, så du undgår en potentiel underforsikring.
Skal du på rejse i udlandet er der gode nyheder, for der vil som regel ikke være forskel på, hvorvidt ens indboforsikring dækker, uanset om du befinder dig i Danmark eller i udlandet.
Undgå underforsikring
At undgå underforsikring er nok det absolut vigtigste at være opmærksom på. Du kan have nok så fin en forsikring, men hvis den ikke dækker en sum, som passer urets anslåede værdi, vil det ikke betyde alverden, da du så vil være underforsikret uanset. Dernæst bør du være opmærksom på, at hvis uret hører under kategorien “guld, sølv og smykker”, vil det i mange tilfælde ikke været dækket af simpelt tyveri. Simpelt tyveri karakteriseres som værende tilfælde, hvor en tyv ubemærket kan få adgang til at stjæle pågældende genstande. Det kunne eksempelvis være tyveri uden for en bygning, tyveri fra en uaflåst bygning, eller fra en lukket, aflåst bil.
Husk dokumentation
Du bør i alle tilfælde huske at gemme dokumentation og kvittering på meget dyrebare genstande, og her er ure naturligvis ingen undtagelse. Vi ved dog også, at dette ikke altid er muligt. Er der for eksempel tale om et ur, som er blevet købt for mange år siden eller et dyrt arvestykke, så er er der stor chance for, at du ikke besidder dokumentation for købet. I sådanne tilfælde kan det være en god idé at tage billeder af uret, så du har noget konkret at at fremvise dit forsikringsselskab. Du kan også prøve at få uret vurderet, eksempelvis hos en urmager, da det nemlig altid er dit ansvar at kunne dokumentere et eventuelt tab, ligemeget hvor gammelt uret er.
Undersøg sagen
Selvom der er mange standarder for forsikring af ure, så bør du naturligvis altid kontakte dit forsikringsselskab og undersøge nærmere fra deres konkrete regler er, så du ved med sikkerhed om du er dækket og med hvor meget.