Sådan renser du selv dit ur derhjemme

Indlæser...

Vi bliver ofte spurgt, hvordan man selv kan rense sit ur derhjemme. Derfor har vi lavet denne guide til, hvordan du selv kan rense dit ur, uanset hvilken type ur du har. Rengøring af dit ur er et vigtigt led i dits urs vedligeholdelse, og det som kan gøre forskellen på, hvor mange år du har glæde af det. I de følgende afsnit guider vi dig således igennem, hvordan du selv kan rengøre dit ur derhjemme.  

Generelle råd (minimér behovet for dybdegående rens) 

Undgå at uret bliver unødigt snavset

Det bedste og nok mest åbenlyse råd er naturligvis, at jo bedre du passer på, at dit ur ikke bliver beskidt, des mindre behov bliver der for, at uret skal renses. Bærer du dit ur ofte eller hvis det er et ur, du har på til sport og andre aktiviteter, hvor uret bliver udsat for lidt af hvert, er dette lettere sagt end gjort. Selvom du ofte har dit ur på, er der dog en del forbehold du kan tage. Skal du ud et sted hvor du ved, at uret kan blive beskidt, og hvor det ikke er nødvendigt at have uret på, så lad det blive hjemme eller læg det i din taske. Så skal du lave havearbejde, en tur i fitness eller på stranden, så lad uret være.

Alternativt kan du have et billigere reserveur som du kan have på, hvor det ikke gør noget, hvis uret bliver snavset. Du kan også vælge at købe et aktivitetsur, der er beregnet til at have på i sådanne situationer. Denne type ur holder nemlig meget bedre til at få nogle knubs.  

Regelmæssig overfladerens 

En anden måde, hvorpå du kan minimere behovet for dybdegående rens, er ved regelmæssigt at give uret en let overfladerens. Formålet med en overfladerensning er, at du forebygger ophobning af snavs og bakterier på dit ur. Med en let overfladerens fjerner du fugt og overskydende fedt overført fra dit håndled, samt fjerner let snavs. Dette gøres gerne et par gange om ugen, eller blot når du tager uret af om aftenen. Du kan benytte dig af en blød klud, en mikrofiberklud eller en serviet til brillerens. Disse artikler findes i de fleste supermarkeder.

Alternativt kan du også benytte dig af en blød t-shirt. Det vigtigste er at du ikke bruger produkter, som kan ridse eller på anden vis skade dit urs overflade. Har du et ur med masser af små hjørner og kroge, kan du benytte dig af en let fugtet vatpind. Vær dog forsigtig med at fibrene fra vatpinden ikke kommer til at sætte sig fast ved spidse hjørner eller i en lås. 

Rengøring af urets rem/lænke

Gummi - og silikone rem

Gummi- og silikone remme er de letteste remme at rengøre. Materialet tåler vand og har ikke små udhulninger, hvor snavset kan ligge sig godt fast. Materialerne er derudover yderst slidstærke, og med regelmæssig rensning holder de sig pæne af udseende i mange år. Særligt mørke remme holder sig godt og får sjældent misfarvninger. Gummi- og silikone remme kan oftest renses med almindelige husholdningsprodukter. 

  1. Start med at opbløde en klud i lunkent vand med en mild sæbe. 
  2. Hold remmen (uden urkassen) under vandet i et minut eller to, til snavset blødes op og bliver lettere at fjerne. 
  3. Tag remmen op, og brug derefter din klud til at rense remmen for snavs.
  4. Du kan med fordel bruge en børnetandbørste til at komme godt rundt på remmen.
  5. Skyl til sidst remmen efter med koldt vand, og tør den med en blød, tør klud.  

Læder rem

En læder rem er en af de mest vanskelige typer remme at rengøre. Dette skyldes primært, at læder remmen er et naturmateriale som lettere bliver påvirket af sine omgivelser. Afhængigt af hvor meget du benytter din læder rem og hvor tørre, varme, kølige eller fugtige omgivelser den befinder sig i, vil behovet for rensning variere meget. Du bør gå forsigtigt til værks, når du rengører din læder rem, for ikke at komme til at gøre mere skade end gavn på remmen. 

Let pleje af læder rem

Har du svedt, haft bodylotion eller andre fedtholdige produkter på armen, er det en god idé at lade remmen ‘lufte ud’. På den måde får materialet lov til at ånde. 

  1. Start med at afmontere remmen, hvis det er muligt. 
  2. Åben et vindue (såfremt det ikke er fugtigt i vejret) og lad remmen ligge tæt ved vinduets åbning, væk fra direkte sollys.
  3. Lad det ligge til fugten i læderet er mindsket eller helt forsvundet.

Dybdegående rensning

Er ovenstående ikke nok, skal der andre metoder på banen. Men gå altid forsigtigt til værks med din læder rem.

  1. Start med at afmontere remmen, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, så vær forsigtig med at urkassen ikke kommer i kontakt med vand eller babypudder, som nævnes i følgende steps.
  2. Begynd med at blødgøre en klud i lunkent vand, men vrid den hårdt op, så kluden kun bliver meget let fugtigt. Her forsøger vi at forhindre, at læderet ikke suger for meget fugt ind. 
  3. Rengør derefter let med kluden på læderets overflade. Sørg for at komme godt rundt om alle syninger. 
  4. Lad den derefter tørre i mindst 24 timer, eller til remmen er helt tør, ved et vindue uden direkte sollys eller i et tørt rum. Stop rengøringen her eller fortsæt til næste step, hvis remmen er meget medtaget. 
  5. Hvis læder remmen indeholder så meget skidt og fugt, at den ligefrem lugter, kan du benytte dig af babypudder til at suge fugten og lugten ud af remmen. Lad aldrig urkassen komme i direkte kontakt med babypudderet, da dette kan sive ind i urets indre dele.
  6. Læg remmen i en tætomsluttet plastiskpose og lad den være der i 12-24 timer. 
  7. Tag herefter remmen ud igen, og tør den let af med en tør klud. 

Læderpleje efter rensning

En gang imellem vil det være tid at give læderet noget læderpleje. Dette gælder særligt, hvis læderet har befundet sig i for varme, tørre omgivelser, da det kan få læderet til at tørre ud og krakelere. Har du haft dit ur på i direkte sol, eller har læder remmen ligget for tæt på en radiator, er læderet i stor fare for at blive for tørt.

Størstedelen af læder remme er overfladebehandlet med et plejende og beskyttende lag fra producenten, som beskytter læderet. Det kan dog ikke undgås, at dette plejende lag slides af over tid. Føles din læder rem meget tør, er det med sikkerhed tid til at give den læderpleje, inden remmen begynder at krakelere. Her er det vigtigt, at du ikke benytter dig af den samme læderpleje som du eksempelvis bruger til dine møbler, da disse typer ikke er lavet til tæt kontakt med huden. Tag i stedet kontakt til der, hvor du har købt uret for at få info om, hvilken type læderpleje du skal bruge. 

  1. Du påfører læderplejen forsigtigt med en tør klud. Vær sparsom med læderplejen, da et for tykt lag kan gøre læderet for fedtet. 

Lænke rem (metal rem) 

Lænke remmen findes i flere forskellige metaller. Almindeligvis er lænke remmen udformet i rustfrit stål, titanium eller keramik. Det svære ved at rengøre en lænke rem er, at den består af sammensatte led, hvorimellem snavs og støv sætter sig godt fast.  

  1. Start med at afmontere remmen fra urkassen hvis muligt, medmindre du med sikkerhed ved at uret er vandtæt. Du kan som regel medkøbe værktøj til at afmontere remmen der hvor uret er købt, hvis det ikke automatisk medfølger i købet. 
  2. Forbered et lille vandbad med lunkent vand og en mild sæbe, og sænk remmen ned i vandbadet i et minut eller to, indtil snavset løsnes. 
  3. Du kan benytte en klud, vatpind eller børnetandbørste dyppet i vandet til at rense remmen på og mellem leddene.
  4. Skyl afslutningsvis remmen i koldt vand, således alle sæberester forsvinder fra uret.
  5. Lad remmen tørre på et blødt håndklæde eller lignende.  

Stof remmen 

Stof remmen er på mange måder nem at rense, men dog må man regne med, at stof remmen ikke er ligeså holdbar eller forbliver pæn ligeså længe som andre typer remme. Stof remmen vil dog oftest være nem at tage af for at rengøre, da de fleste moderne ure med en stof rem har en ‘quick release’ funktion. 

  1. Start med at afmontere remmen fra urkassen. 
  2. Vask forsigtigt remmen i et lunkent vandbad med mild sæbe. Alternativt er nogle stof remme endda sikre at maskinvaske, men det anbefales stærkt altid at være på den sikre side, før du sætter en vask over (Brug altid en mild vaskeindstilling).
  3. Skyl remmen efter med kold vand, og lad den tørre på en håndklæde eller lignende.
  4. Vask ikke stof remmen for ofte, da farven kan blegne over tid. 

Rengøring af urkassen 

Ud over remmen bør urkassen også renses ind imellem. Dog trænger urkassen ofte ikke til rens lige så ofte som remmen. Medmindre dit ur er fuldstændigt vandtæt, er det vigtigt at du passer på med at urkassen ikke kommer i direkte kontakt med vand. Almindeligvis er urkassen lavet af rustfrit stål eller andet metal, eller resin. Resin og metal urkasser kan renses på samme måde. 

  1. Gør et lille vandbad med lunkent vand og mild sæbe klar. 
  2. Dyb en klud, vatpind eller børnetandbørste i vandbadet. Bruger du en klud eller vatpind, så sørg for at tvinge så meget vand ud som muligt, så de kun bliver let fugtige. Børnetandbørsten rystes, til den kun er let fugtig. 
  3. Uanset værktøjet, renses urkassen med cirkulære bløde bevægelser. Tryk aldrig for hårdt ned på urkassen, da du skal undgå at komme til at ridse urkassen. 
  4. Brug afslutteligt en ren, blød klud til at tørre urkassen af med.

Rengøring hos en professionel urmager 

Er du usikker på dine egne evner til at rengøre dit ur, eller har du et særligt værdifuldt eller skrøbeligt ur, så bør du tage dit ur med til en urmager for at få det renset. En urmager ved præcis, hvordan hver type ur bør rengøres, og har de rette remedier til at gøre det. På den måde undgår du med sikkerhed at lave ulykker, når dit ur skal renses. Naturligvis er det en dyrere løsning end at gøre det selv, men med en urmagers ekspertise, du til gengæld helt sikker på at uret bliver rengjort i dybden korrekt.

Har du et ur som har fået fugt i urværket, eller mistænker du at dit ur har fugt i urværket, så er det også hos din lokale urmager, at uret bliver gjort fri for fugt. Kast dig aldrig selv ud i at frigøre dit urværk for fugt, da du med stor chance vil gøre uoprettelig skade på dit ur. 

Vi vil gerne indsamle cookies

Vi bruger trafiklog cookies til at identificere hvilke sider der bliver besøgt. Dette gør det muligt for os at forbedre vores hjemmeside, så den bedre imødekommer vores besøgendes behov og forbedrer oplevelsen på hjemmesiden. Læs mere her Persondata